Undervisning, der udvikler dig

Hos Service & Co. kan du godt glemme alt om støvede skolebøger og kedelige undervisere. På vores guideuddannelse skal du indstille dig på, at det er sjovt at gå i skole. Alt er anderledes og nyt, og vores tilgang til undervisningen bærer præg af, at det er eleverne, der er i centrum. Det er dig, det handler om, og det er dig, der forlader Service & Co. som en del af branchens bedste rejseguider.

Du bliver undervist fra kl. 9.00 til kl. 13.00. Derefter er der "siesta" frem til kl. 15.00, hvor undervisningen starter igen og fortsætter indtil kl. 19.00. Sådan er det hver dag – naturligvis med indlagte pauser. Hver aften byder på sjove indslag, foredrag eller underholdning. Guideuddannelsen afspejler rejsebranchen, så du skal igennem de samme opgaver, som når du får job som guide. Du skal blandt andet tale i mikrofon, lære at holde et velkomstmøde og køre en udflugt.

Desuden er der fokus på service i praksis med rollespil og gruppearbejde. Du kommer derfor også til at udfolde dig på en scene som aktivitetsguide og underholde gæsterne som børneguide. Kort og godt er skolen et produkt af den livsstil, du lever som guide. Du kommer til at få masser af mennesker omkring dig og nye opgaver hver dag.

Her er et lille udsnit af, hvad guideuddannelsen indeholder:

  • Aktivitets- og animationslære
  • Førstehjælp – grundkursus
  • Jobfunktioner som guide
  • Kabaret og sceneteknik
  • Konstruktiv feedback
  • Kreativitet, fleksibilitet og nytænkning
  • Kropssprog
  • Kulturlære og tilpasning i udlandet
  • Luftfart
  • Menneske- og personlighedskendskab
  • Præsentationsteknik
  • Salgsteknik
  • Serviceteknik
  • Servicesituationer
  • Teamwork
  • Vilje, positivitet og vindermentalitet

Ikke to dage er ens, og fordi du hele tiden er i gang, føles det som om, tiden går ekstra hurtigt. Mange tidligere elever udtaler, at det ikke bare var den bedste måned i deres liv - men også den, der gik hurtigst.

Udover de mange udfordrende og spændende fag du får på guideskolen, så bruger vi også hvert år tid på, at I skal lave en DiSC-profil.

DiSC­personprofilen bliver anvendt af langt over 100.000 i Danmark og bruges i dag i mere end 50 lande. Profilen giver selvindsigt og indsigt i andres adfærd og øger bevidstheden om egne og andres motivationsfaktorer. Den beskriver styrker og svagheder ved vores adfærd i forhold til andre og i forhold til de opgaver og udfordringer, vi stilles overfor. Den giver råd til, hvilke omgivelser vi har brug for, og hvilken adfærd vi med fordel kan udvikle.

Hos Service & Co. bruger vi DiSC-profilen som værktøj i forbindelse med vores undervisning i salg, ledelse, teamudvikling, service og personlig udvikling. DiSC-profilen er også nyttig, når du efter guideskolen skal søge arbejde. Da profilen bruges verden over, vil de fleste HR-afdelinger i rejsebranchen sætte stor pris på, at du kan fremvise din profil.

Eksamener

Ud over undervisningen skal du også til eksaminer i de ting, du har lært undervejs. To er skriftlige, tre er mundtlige og en er praktisk. Til de to skriftlige kommer du op i det materiale, du er blevet undervist i. De tre andre mundtlige eksaminer er:

  • Transfer (hente og aflevere gæster i lufthavnen)
  • Velkomstmøde
  • Udflugt med gæster

Den sidste og praktiske eksamen er førstehjælp.

Ved alle eksamener bliver der givet karakter, men hos Service & Co. bruger vi ikke den normale karakterskala. Vi bedømmer derimod vores elever på en skala fra 1-6, hvor 6 gives for særligt veludførte opgaver.