spacer



Navn: Michael Juhl Fedders
Alder: 39
Undervisningsspeciale: Assertionstræning og Transaktionsanalyse – (Adfærdspsykologi)


Fortæl lidt om din nuværende karriere

Beskæftiger mig primært med min virksomhed Inteam, der er en uddannelsesvirksomhed med efteruddannelsesaktivitet i flere private sektorer, såvel som i offentlige institutioner. Samtidig er jeg freelance studievært på DR's P4 når tiden tillader det.
 
Hvordan endte du på guideskole? 
Da jeg i årene 1984-1987 var under uddannelse i en Sport Master forretning, handlede jeg ofte med en herre, som viste sig at være gift med en kvinde, der var kollega til min mor. Denne mand var på det tidspunkt direktør i Spies Rejser, og syntes noget så eftertrykkeligt, at netop jeg ville være den selvfølgeligste Spies-guide. Sådan blev det…
 
Hvad har fortiden i rejsebranchen betydet for dig og sådan som dit liv har formet sig? 
Jeg har det sådan, at når jeg er i gang med noget eller i samtale med nogen, så ligger en masse givtig lærdom serveret for fødderne af mig. Det råstof er til fri afbenyttelse og den slags har jeg altid valgt at forsyne mig med. Jeg var der jo, og brugte jo min tid på det alligevel, hvorfor skulle jeg så være fraværende i så potentialefyldte situationer.
Hvad jeg mener med det her er, at jeg i mine år som guide er tilbudt så megen lærdom i noget så vidtfavnende som social kompetence, at erfaringerne i samlet klump har rustet mig uvurderligt til enhver tænkelig udfordring jeg måtte møde.
 
Et par år i rejsebranchen – hvorfor er det anderledes end et par år i Føtex? 
Et par år i rejsebranchen er ikke nødvendigvis anderledes end et par år i Føtex, med mindre jeg er nærværende i mit arbejde som rejseleder, fordi det er i vågen tilstand jeg får den - i ovennævnte svar - menneskelige navigationserfaring. Tilmed har jeg som guide den særlige dimension, at samværet med mine kunder strækker sig over hele uger og i alle slags situationer, modsat den specifikke indkøbssituation i Føtex.
 
Fortæl om din bedste oplevelse som guide – som du husker den 
Min bedste oplevelse som guide er det faktum, at jeg på intet andet tidspunkt i mit liv har været så glad for at gå på arbejde så mange gange om året, som det var tilfældet i de næsten 10 år jeg var i rejsebranchen.
 
Fortæl også om din værste oplevelse – som du husker den 
Min værste oplevelse som guide er det faktum, at jeg på trods af umådelig stor trivsel og tilstedeværelse i jobbet, ikke formåede at nyde det endnu mere så længe det varede.
 
Fortæl så om din sjoveste oplevelse – også som du husker den 
Så ufatteligt meget sjov kan en enkeltstående oplevelse ikke rumme.

Hvilke destinationer har du været på? 
Lloret de Mar på Costa Brava, Playa del Ingles på Gran Canaria, Ibiza, Magalluf på Mallorca, Cala Millor på Mallorca, Miami Beach i Florida og Palma på Mallorca.
 
Hvilken var den fedeste – fortæl lidt om den og hvorfor, den var så fed 
På Mallorca har jeg i alt tilbragt fem hele år med den begrundelse, at få steder i verden med den størrelse, har så meget at tilbyde. Mallorca er smuk og vekslende fra lun til hed hele året. Mallorca har historie, kultur, natur og stolte beboere. Mallorca er både nutidig og stillestående i sin udvikling. Mallorca tilbyder ro og ufattelig larm. Mallorca tilbyder dybde og indsigt, samtidig med at overfladiskheden tilbyder sig lige om næste hjørne. Og – Mallorca lever ikke kun af turismen. Den lever med turismen.
 
Fortæl lidt om, hvorfor det er specielt spændende at undervise på en guideskole? 
Det er få jobsituationer der kræver så intenst samvær med kunderne, som guidejobbet kræver af den i jobbet. Derfor er den sociale kompetence – metakompetencer eller bare almen forståelse for omgængelighed – af stor vigtighed i forberedelserne til denne beskæftigelse.
Jeg er forelsket i forståelsen af det gode møde mellem mennesker og derfor er guideskolen et fantastisk sted at undervise.

Hvordan oplever du elevernes udvikling mens de er i ”dine hænder” 
Jeg vil tro på, at eleverne opdager noget de kan bruge i deres forståelse af både sig selv og af andre.
 
Hvad synes du, gør en god guide? 
Jeg synes en guide er det samme – og skal kunne det samme – som en god vært. En god vært synes jeg går forrest og sætter ting i bevægelse, samtidig med at den gode vært forstår at stille sig i baggrunden når ”festen” er i gang.
Derfra er overblikket også det bedste…

S N FO